| |
05-02-2012 15:52:35
VINROSEN NYT
TIDEN FLYVER
Det ville være synd at sige, at jeg i 2010 har lidt af skrivekløe. Faktisk blev det ikke til ét eneste nyhedsbrev, og dét til trods for, at der skete adskilligt i løbet af året. I skal nok blive skånet for en opremsning af de store og små begivenheder, jeg altså ikke fik skrevet om, men et par af de mindre rutineprægede må nævnes.
NYE TIDER, NYE FOLK Den største omvæltning var nok, at de trofaste medarbejdere gennem adskillige år, Daniel Lau og Eric Thirion, begge fandt nye udfordringer, hvilket på sin side var noget af en udfordring for Vinrosen. Den har vi taget op og befinder os godt med det. ”Vi” er her Mie Boie Pedersen, der tiltrådte tilbage i februar måned 2010 og undertegnede.
... OG NYE VINE På vinsiden var der også en enkelt spektakulær udskiftning, idet vi efter mere end 20 års samarbejde med Champagne Billecart-Salmon måtte se os om efter en anden leverandør. Champagne Henriot kom til i stedet, og det har vist sig at være en yderst dynamisk og spændende partner, hvis vine, ligesom Billecarts, er i top. Under Joseph Henriots ledelse har familieforetagendet Henriot i øvrigt erhvervet det hæderkronede Bouchard Père et Fils i Beaune, Domaine William Fèvre i Chablis, samt Villa Ponciago i Fleurie. Alle steder har man sat sig det mål at lave så terroir-tro vine, som muligt. Det betyder, at der lægges stor vægt på druekvaliteten (lavt udbytte, håndplukkede druer, sortering af høsten), og at man undgår for megen manipulation under vinifikation og modning (moderat ekstraktion, forsigtig brug af nye fade). For Vinrosens vedkommende har det givet os en mulighed for endelig at få etableret et samarbejde med en kvalitativt tung producent med et stort udvalg i Chablis – noget, vi altid har ønsket os.William Fèvre blev indtil årsskiftet importeret af H.I. Hansen, men ligger fra d. 1/1 2011 hos Vinrosen. Vi glæder os meget til samarbejdet.
Mens samarbejdet med Henriot i hhv. Champagne og Chablis holder sig inden for rammerne af Vinrosens normale aktionsområde, har vi i 2010 indledt et grænseoverskridende samarbejde med en chilensk producent, Montsecano. Helt så vildt som det lyder, er det nu ikke, for Montsecano er et projekt, som André Ostertag er inde over.I Casablanca-dalen, noget sydpå i Chile, omkring Santiago og Valparaiso, har man nyanlagt vinmarker beplantet med Pinot Noir. Der dyrkes biodynamisk, og efter 4 år høstedes første gang i 2009. Vi tilbyder denne første udgave af en vin, der tegner til at blive meget spændende at følge.
Vi har planer om flere nye leverandører, og vil informere herom hen ad vejen.
ÅRGANGE PÅ VEJ I løbet af 2011 får vi fornøjelsen at tilbyde årgang 2009, som tegner strålende. Vejret i 2009 var nærmest perfekt, druerne ligeså, så ikke alene er kvaliteten i top, der er også relativt set meget vin. Efterfølgeren, 2010, kom til verden under mere tvivlsomme vejrmæssige forhold, men de første forsigtige prognoser er heldigvis ganske positive, så vi er fortrøstningsfulde.
TOPVIN ... 2011 BLIVER TIL 2012 TopVin er efterhånden en institution og en begivenhed, vi er lidt stolte af. Så meget desto mere ærgrer det os, at den planlagte 2011-udgave må udskydes til 2012. Vi – dvs. DWC-vin, Johs. M. Klein og Vinrosen – har gået og talt lidt på knapper, men besluttede os til sidst for en udsættelse pga. af nogle forbigående helbredsmæssige problemer for Finn Klysner. Formodentlig kommer 2012-udgaven til at ligge i februar måned. Mere herom senere.
Søren
PS! Arrangementer og smagninger annonceres altid på www.vinrosen.dk.
|
|
|
|